Fomålet med vores opdræt er at lave sunde, racetypiske og velfungerende Broholmere. I vores opdræt og udvælgelse af avlsdyr kommer sundheden først - har vi ikke den - har vi i vores øjne, ingenting. De samme strenge krav vi stiller til vores egne avlshundes sundhed, stiller vi selvfølgelig også til en evt. avlspartner.
Vores hvalpe vokser altid op i vores hjem sammen med os og husets andre hunde og katte. I starten er de i hvalpekassen i deres eget værelse, efterhånden som de bliver ældre, bliver hvalpekassen fjernet, og så har de hele værelset at boltre sig i. Når de er omkring 4 - 5 uger gamle, og klar til at møde resten af flokken, flytter de ind i køkken/alrummet - og så er der liv og glade dage i huset de sidste par uger indtil de flytter hjemmefra. Den sidste uges tid, kommer de i hele huset, så de stille vænnes til alle husets lyder og funktioner.
Vi tror på, at tæthed og nærhed giver nogle mentalt sunde og stærke hunde, der er klar til verden. Vi forsøger at give dem så mange oplevelser som muligt mens de er hos os, men med store kuld, kan det være svært. Vi hører lydcd fra de er ganske unge, ligesom vi støvsuger omkring dem fra dag 1. Vi har noget sanselegetøj, hvor de vænnes til forskellige lyde. Vi sørger for at de prøver at gå på mange forskellige underlag, så som klinker, tæpper, beton, småsten, jord/grus, græs, kviste osv i skovbund. Vi har store sten de klatrer på og øver balance på. Naturen er en rigtig god legeplads til en hvalp, der skal opdage verden. Indenfor har vi tunneler og balancebræt, de kan boltre sig på.
Køb af hundehvalp er en tillidssag, og vi står selvfølgelig tilrådighed for vores købere i hele hundens liv. Vi har et stort ønske om, at måtte følge "vores" hvalpe på deres vej gennem livet.
Ligesom vi regner med, at du som hvalpekøber har nogle krav til din opdrætter, har vi nogle krav til vores købere:
- Vi sælger ikke hvalpe over tlf. eller mail. Vi ser gerne, at I besøger os tidligt i forløbet, måske allerede inden parring. Det er svært at snakke, når først de små hvalpe er der. Vi vil gerne, at I møder tæven, og ser om I kan lide hende, hun vil jo være den, der præger jeres kommende hvalp under dens opvækst.
- Vi sælger ikke hvalpe som skal foræres som gaver, eller være en overraskelse til et familiemedlem. At købe hvalp er en stor beslutning, som HELE familien skal være enig i - og være involveret i.
- Vi sælger kun hvalpe til folk, der er medlem af Broholmerselskabet, og på den måde viser sin loyalitet mod racen. Medlemskab er vigtigt, fordi Broholmerselskabet og DKK stadig laver et stor stykke arbejde for at bevare vores skønne race.
- Vi sælger kun hvalpe til folk, der vil lade hvalpen gennemgå de til en hver tid gældende avlsbedømmelsesarrangementer i Broholmerselskabet og hos DKK. Dette er vigtigt for vores avlsarbejde, da vi ellers ikke ved, hvad vores avlshunde giver videre, og det er meget vigtigt for hele racen også.
- Vi forbeholder os ret til at vælge de hjem, vi finder mest egnede til netop vores hvalpe.
Helt så slemt er det ikke, men det er vigtigt for os at vide, at vores alle vores hvalpe får gode hjem!
Vores dør er (næsten) altid åben, og både vi og hundene kan godt lide, at have besøg. Har du hørt om Broholmeren, men aldrig mødt en - eller kender du racen, men vil gerne høre mere, er du velkommen til at ringe/maile til os, og aftale et besøg.
2014-kuldet 7 uger gamle